Jørgen Leth
Da filmmanden, journalisten, forfatteren, cykelkommentatoren og
meget mere, men i denne forbindelse først og fremmest digteren
Jørgen Leth gæstede Holstebro som september måneds digter på
Poesi på en torsdag, var det ikke første gang den
nysgerrige, stædige og perfekt uperfekte kunstner var på besøg i
den vestjyske kulturby.
Præcist hvor mange gange Leth har gjort ophold i Holstebro, skal
der ikke kloges i her, men i et gammelt avisudklip fra Dagbladet
Holstebro kan man læse, at seks unge kunstnere den 1. februar 1967
skulle deltage i en musik- og digteraften på Holstebro Gymnasium -
herunder den 29-årige digter Jørgen Leth (foruden bl.a. digteren
Erik Thygesen og komponisten Poul Nielsen). Som journalist på
Politiken i slutningen af tresserne var han med det samme opmærksom
på Odin Teatret ved dets fremkomst, anmeldte dets daværende
teatertidsskrift Teatrets Teori og Teknikk og deltog i og
skrev om dets nordiske teaterseminarer.
Jørgen Leth er født i 1937 i Århus. Han har studeret, arbejdet
journalistisk, rejst og skrevet næsten 20 digtsamlinger - med
Sportsdigte (1967) som en allerede anerkendt klassiker -
samt mange prosaværker i forskellige genrer. Så er han selvfølgelig
filmmand med en produktion på flere end 40 film, både spille- og
dokumentarfilm, hvoraf adskillige har opnået både kultagtig
opmærksomhed og bred anerkendelse. Og altid stor interesse.
Sidst udkomne digtsamlinger p.t. er: Hvad er det nu det
hedder og Samlede digte (Gyldendal, 2011 og
2012).
Omkring Jørgen Leths oplæsning samlede poesiaftenens øvrige
aktiviteter sig - månedens digt, Omar Khajjâm-oplæsning, månedens
essay, månedens vin og selvfølgelig Odin Teatrets Husorkester.
Endelig var der et særdeles glædeligt gæsteindslag i form af nogle
musikalske improvisationer med det magisk virtuose Ensemble
MidtVest.
Prins Henrik
"Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk
tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og
rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man
nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden."
Disse personlige refleksioner over poesiens funktion formulerede
oktober måneds digter på Poesi på en torsdag, H.K.H. Prins
Henrik, i forbindelse med udgivelsen af sin femte digtsamling
Frihjul (Poul Kristensens Forlag) i 2010 (øvrige er:
Chemin faisant (franske digte, 1982), Cantabile
(Poul Kristensens Forlag, 2000), Les escargots de Marie
Lanceline (Privattryk, 2003), Hviskende Brise (Poul
Kristensens Forlag, 2005), samt Fabula (Forlaget Per
Kofod, 2011)).
Ordene var også en slags indgangsvignet til aftenens arrangement
aftenens parløb mellem Poesi på en torsdag og åbningen af
musikfestivalen Klassiske Dage med temaet Franske
fristelser.
H.K.H. Prins Henrik fungerede som det centrale bindeled mellem
Poesi på en torsdag og Klassiske dage. Han læste
sine digte dels i en kunstnerisk dialog med stykker af klassisk
musik, som han selv havde været med til at vælge og dels i det mere
"klassiske" (for nu at lege lidt med de begreber, arrangementet gav
mulighed for) samspil med et udvalg af Poesi på en
torsdags øvrige aktiviteter som Odin Teatrets
Husorkester, månedens digt, m.m.
Prinsgemalen læste sine digte på fransk. De var ledsaget af
oplæsning af digtenes danske oversættelser/gendigtninger enten af
H.M. Dronningen, digterne Per Aage Brandt, Peter Poulsen eller
Peter Laugesen.
Fra Klassiske Dage deltog musikerne Janne Thomsen -
fløjte, Philippe Berrod - klarinet, Modigliani Kvartetten og Jana
Bouskova - harpe.
Fra Odin Teatrets Husorkester: Rina Skeel - vokal,
Bjarne Nygaard Nielsen - guitar og Martin Damgaard - harmonika.
Cia
Rinne og Peter Laugesen
Poesi på en torsdags efterårssæson sluttede af med to
digtere, ingen burde gå glip af at høre.
Peter Laugesen var i sin tid generøst med til
at løbe Poesi på en torsdag i gang i 2007 uhonoreret (det
vil ikke ske igen). Han har på utallige måder præget dansk digtning
siden sin debut i 1967 og også været en stadig inspirator for både
jævnaldrende kolleger og yngre generationer. Foruden et
betragteligt antal udgivelser af egentlige digtværker - hvoraf de
seneste to - per november 2012 - (begge fra Borgens Forlag) er
YAK OG YETI - Blues for Chenga (2012) og de sagde hans
hund havde lopper (2011) - har han også skrevet dramatiske
stykker, kunstkritik og udgivet cd'er med forskellige bands og
musikere. Han er medlem af Det Danske Akademi fra 1997.
I den sammenhæng vil færre måske have stiftet bekendtskab med
Cia Rinne. Cia er født i Sverige af finske
forældre, har boet i Danmark en periode - hvor hun i 2010 modtog
Bukdahls Bet, Danmarks smalleste litteraturpris - og holder i dag
til i Berlin. Hendes internationale baggrund skinner igennem i
hendes forfatterskab, hvor flere sprog, i de enkelte værker,
slynger sig rundt om hinanden. Dette dog ikke bare på grund af
hendes egen baggrund, men også som en form, en teknik, et udsagn.
Måske er Cia, hvad man vil kalde en lydpoet - hendes digte har en
bevidst til perfektion udviklet lydside - men de er lige så
læseværdige og se-værdige som hørbare. I papirform har hun blandt
andet udgivet notes for soloists (2009) og The Roma
Journeys (2007).
Musik: Orkesterefterskolen og Husorkestret med
Bjarne Nygaard Nielsen, Martin Damgaard, Frans Winther og
Rina Skeel