Marianne Larsen
4. februar 2010 på Knudsens
Mens naturen - og vi - holdtes fast i et sjældent, vinterligt
jerngreb, kunne publikum glæde sig over en af Danmarks bedste og
mest erfarne lyrikere: Marianne Larsen - på Knudsens i hjertet af
Holstebro.

Marianne Larsen kom med sin første bogudgivelse i
1971,"Koncentrationer", men hun har skrevet eventyr og historier
siden barndommen og debuterede 18 år gammel med digte i Hvedekorn.
Siden har listen over hendes udgivelser vokset sig imponerende lang
og tæller i dag både romaner og børnebøger, men frem for alt
digtsamlinger - omkring 40 titler i alt! I 2008 udgav hun
Særskilte stillinger, som blev særdeles fint modtaget.
Gennem årene har hun modtaget en lang række af legater og priser. I
1989 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Benny Andersen
4. marts 2010 på Knudsens
Benny Andersen er uden tvivl vor tids mest læste, sungne,
folkekære, moderne, danske lyriker og komponist. Siden hans første
digtsamling, Den musikalske ål, udkom i 1960, har han
begejstret danskere i alle aldre med sin humor, underfundige
livsklogskab, skæve synsvinkler og sprælske omgang med ordene. Ved
at omdigte hverdagssproget giver han danskerne deres sprog tilbage
i beriget form. At kravle ind under huden på det danske sprog,
tviste det og bruge dets humor, er et af hans største talenter.

Samlede digte 1960 - 1996 fra1998 overskred alle
tidligere salgstal for poesi - og så indeholder digtsamlingen ikke
engang hans populæreste tekster om den melankolske svensker Svante,
som de fleste danskere har taget til sig.
Foruden Benny Andersen vil aftenen byde på musikalske indslag
med tamilsk violinmusik og Odin Teatrets Husorkester. Lars Graugaard,
leder af Holstebro Sprogcenter, er den kendte holstebroer, der vil
læse op af sine yndlingsdigte. I pausen åbner den lokale Arnold
Busck boghandler sin medbragte lyrikbod med poesi i lange - og
billige - baner.
Traditionen tro læses den persiske 1100-tals digter Omar
Khajjâms digte op på originalsproget. Khajjâm var foruden at være
digter, filosof og meget andet også elsker af god vin. Derfor er
der i entrébilletten inkluderet et glas rødvin.
En Poesi på en torsdag ville ikke være komplet, hvis
også ikke der var oplæsning af månedens digt. Alle skribenter med
digte i skrivebordsskuffen opfordres til at indsende deres poesi
til arrangørerne og deltage i månedens digtkonkurrence. Det digt,
der udvælges, præmies ved, at dets forfatter selv får lov til at
læse det højt.
Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro
Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret, Arnold Busck
Boghandel, Holstebro Handelsgymnasium, Holstebro Kunstmuseum og
Odin Teatret. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og
Forfattercentrum.
Morten Søndergaard
8. april 2010 på Knudsens
Uddannet fra forfatterskolen 1989 - 1991 og fra
Litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 1993. Medstifter af
Øverste Kirurgiske. Siden debuten med digtsamlingen Sahara i
mine hænder (1992), hvor hans særlige univers allerede træder
tydeligt, fik han sit gennembrud med digtsamlingen
Bier dør sovende (1998). Den blev udmærket med Michael
Strunge prisen. For hver udgivelse har Søndergaard slået sit navn
stadigt mere fast som en af sin generations fineste lyrikere.

Morten Søndergaard og digterkollegaen Tomas Thøfner var i
2001-2008 redaktører af lyriktidsskriftet
Hvedekorn. Sammen har de skrevet bogen
Hypoteser for to stemmer. Sammen med sin kone, forfatteren
Merete Pryds Helle, har Søndergaard, under pseudonymet Liv
Mørk, bl.a. skrevet krimien Hvad øjet ikke ser.
Det musikalske input stod Helle Nymann Kvartet for. Holstebro
Musikskoles forstander, Martin Gade, var den kendte holstebroer,
der læste op af sine yndlingsdigte, og lektor Gerd Schmidt fra
Holstebro Gymnasium & HF bidrog med sit faste digtessay om
aftenens digter.